Udforskning af de gældende "known unknowns"
Vi har forsøgt at undersøge den gældende videnskabelige viden på området med fokus på stoffet methylphenidate, som er det aktive stof i Ritalin og Adderall. Videnskab og ekspertise er tæt forbundet med autoritet, og netop derfor er ekspertise interessant at undersøge.
I vores forsøg på dette har vi støttet os til gældende meta-analyser af stoffets virkning på raske individer (Ilieva, Hook, and Farah 2015; Repantis et al. 2010). Disse analyser peger på, at den gældende forskning ikke kan vise egentlige kognitive effekter af stoffet (Repantis et al. 2010:204) , og såfremt der kan findes en signifikant virkning, er denne ganske lille (Ilieva et al. 2015). Der er således fra videnskabelig side ikke nogen indikation af, at methylphenidate rent faktisk virker kognitivt optimerende, men samtidig ses det, at konklusionerne varierer fra studie til studie. Martha J. Farah (2015) udlægger nogle af årsagerne til disse forskellige konklusioner:
1) Der bruges små forsøgsgrupper i de fleste studier, hvilket, ifølge hende, minimerer deres gyldighed
2) Kognition er svært at måle
3) Der findes flere forskellige statistiske måder at måle den kognitive effekt
Disse forskelligheder gør det svært at drage en samlet konklusion om, hvorvidt stoffet faktisk virker. Langtidseffekter er endnu et vigtigt aspekt, men meget svært og dyrt at måle. Herunder kommer også et spørgsmål om, hvorvidt stoffet er afhængighedsskabende eller ej, hvilket (ifølge Farah) ikke vides endnu (Farah 2015:379).
Den højeste ekspertise på området - forskerne - lader til at påpege deres egen mangel på viden. Som McGoey (2010:155) påpeger, er den ekspert, der har påpeget en situation som usikker, også den, der kender grænserne for, hvad der ikke vides. Denne form for ekspert-ikke-viden eller usikkerhed er svær at bestride. Dette giver os anledning til at overveje relationen mellem ekspertise og samfund samt mellem lægfolk og eksperter. I vores kontrovers spænder dette mellem videnskabsfolk, læger, journalister og studerende.
For Farah er situationen den, at videnskaben og lovgivningen er sakket bagud i forhold til den egentlige brug af stofferne. Meget sigende er undertitlen på hendes artikel: ”Can science and policy catch up with practice?" Hun udtrykker i artiklen en tro på, at lovgivning kan og skal formuleres på baggrund af videnskabelig viden. Problemet er i hendes optik, at ”Without knowing more about the prevalence, risks, and benefits of these brain interventions, it is difficult to formulate useful policy” (Farah 2015:380). Det er i denne sammenhæng vigtigt at gøre opmærksom på, at Farah er fortaler for ændret lovgivning på området og gerne ser en større accept af medicinsk optimering.
Brugerne af study drugs lader til at 'udnytte' den manglende viden på området til selv at eksperimentere med virkningen. Der lader ikke til at være nogen autoritet, der entydigt kan sige, om medikamentet virker eller ej, så folk lader til at tage sagen i egen hånd. Her er internet-forums som Reddit og Psykedelia særligt aktive platforme for erfaringsudveksling. Det er vores opfattelse, at studerende, der bruger disse stoffer, først og fremmest søger information på disse platforme. De har således mere tillid til hinandens oplevelser og erfaringer end til autoriteters (advarende) råd eller videnskabens eksplicitte ’ikke-viden’.
På denne baggrund er det interessant at undersøge, om brugerne fungerer som lægmands-eksperter, der søger muligheder gennem internetbaserede fællesskaber? Bibringer den videnskabelige ikke-viden en slags ”democratizing force”, eller hvem står egentlig i en position til at udnytte denne usikkerhed (McGoey 2010:153f)? På den ene side bruger studerende stoffet, hvorved de kan siges at 'udnytte' den gældende ikke-viden til at sætte deres egne erfaringer ind som gældende ekspertise. På den anden side er det ikke de studerendes stemme, vi finder i den offentlige debat: det er forskere, filosoffer og andre typer eksperter.
I Farahs foreslåede sammenhæng mellem videnskab og lovgivning, handler spørgsmålet om lovgivning i høj grad om mængden af sikker videnskabelig viden. Her tager man noget fra videnskaben over i politik, hvor det skal stå som fakta; videnskab som sådan-er-det-bare.
På denne baggrund finder vi det relevant at undersøge, hvordan stoffet methylphenidate er blevet undersøgt og forstået i et bredere forskningsperspektiv. Dette gøres for at illustrere, at det ikke blot handler om at vide mere om stoffets udbredelse, effekt og risici i en optimerings-kontekst, men også om de forståelsesrammer, som stoffet normalt indgår.
Scientometrisk kort
Nedenstående overordnede kort over forfattere, søgeord og tidsskrifter viser, at forskning vedrørende methylphenidate berør så forskellige områder som ADHD og -behandling samt dopamin, afhængighed og kokain som mindre felter. Vi tolker kortet således, at stoffet hovedsageligt er blevet undersøgt på to overordnede videnskabelige områder, her repræsenseret ved de to forskere, der har udgivet mest om emnet:
Dr. Joseph Biederman, Professor i psykiatri ved Massachusetts General Hospital.
Dr. Nora Volkow, der er psykiater og direktør ved NIDA (National Institute of Drug Abuse)
Disse to forskere undersøger begge egenskaber ved methylphenidate, men gør det i to helt forskellige videnskabelige rammer. Hos Biederman er stoffet et middel til helbredelse og ses altså som medicin. Hos Volkow ses stoffet som et rusmiddel, der kan sammenlignes med kokain og har potentiale til afhængighedsskabelse. Ingen af de to henviser til hinandens artikler, hvilket vi tolker som, at de indgår i to forskellige videnskabelige miljøer. Dette ser vi som udtryk for en slags ”issue framing”, der i vores optik stammer fra videnskaben og derfor er meget stærke – også i den offentlige forståelse af stoffet. Brugen af stoffet som optimerende passer som udgangspunkt ikke ind i disse to forståelser af stoffet og indtager derfor en marginal position.
Èn af årsagerne til, at brugen af study drugs intuitivt bliver anset som et problem kan siges at være fordi, at denne brug bryder med begge overstående forståelser af stoffet. Brugen blandt de studerende og andre udfordrer disse gængse ”frames” og skaber en ny.
Dette er med til at skabe og forme kontroversen. En god del af de gældende aktører overtager et syn på study drugs som enten medicin, der bør bruges til ”syge” mennesker og ikke raske, eller som et misbrug og dermed udtryk for afvigende adfærd. Det er ligeledes i denne optik, at reguleringen af stoffet er indført og brugen til optimering fortsat er ulovlig. Tænk fx her på Etisk Råd, der har været med til at skabe konsensus i Danmark. En konsensus, der vel at mærke i høj grad bygger på eksisterende forståelser af stofferne som enten medicin eller misbrugsstof. Det kræver i vores optik en stor mængde arbejde at udfordre disse etablerede ”frames”, bl.a. grundet lovgivning. Som vi har set, udfordrer de studerende ikke disse frames offentligt. Dette mener vi bunder i, at de mangler den fornødne legitimitet eller "sociale kapital” (McGoey 2010:155).
Vi har forsøgt at undersøge den gældende videnskabelige viden på området med fokus på stoffet methylphenidate, som er det aktive stof i Ritalin og Adderall. Videnskab og ekspertise er tæt forbundet med autoritet, og netop derfor er ekspertise interessant at undersøge.
I vores forsøg på dette har vi støttet os til gældende meta-analyser af stoffets virkning på raske individer (Ilieva, Hook, and Farah 2015; Repantis et al. 2010). Disse analyser peger på, at den gældende forskning ikke kan vise egentlige kognitive effekter af stoffet (Repantis et al. 2010:204) , og såfremt der kan findes en signifikant virkning, er denne ganske lille (Ilieva et al. 2015). Der er således fra videnskabelig side ikke nogen indikation af, at methylphenidate rent faktisk virker kognitivt optimerende, men samtidig ses det, at konklusionerne varierer fra studie til studie. Martha J. Farah (2015) udlægger nogle af årsagerne til disse forskellige konklusioner:
1) Der bruges små forsøgsgrupper i de fleste studier, hvilket, ifølge hende, minimerer deres gyldighed
2) Kognition er svært at måle
3) Der findes flere forskellige statistiske måder at måle den kognitive effekt
Disse forskelligheder gør det svært at drage en samlet konklusion om, hvorvidt stoffet faktisk virker. Langtidseffekter er endnu et vigtigt aspekt, men meget svært og dyrt at måle. Herunder kommer også et spørgsmål om, hvorvidt stoffet er afhængighedsskabende eller ej, hvilket (ifølge Farah) ikke vides endnu (Farah 2015:379).
Den højeste ekspertise på området - forskerne - lader til at påpege deres egen mangel på viden. Som McGoey (2010:155) påpeger, er den ekspert, der har påpeget en situation som usikker, også den, der kender grænserne for, hvad der ikke vides. Denne form for ekspert-ikke-viden eller usikkerhed er svær at bestride. Dette giver os anledning til at overveje relationen mellem ekspertise og samfund samt mellem lægfolk og eksperter. I vores kontrovers spænder dette mellem videnskabsfolk, læger, journalister og studerende.
For Farah er situationen den, at videnskaben og lovgivningen er sakket bagud i forhold til den egentlige brug af stofferne. Meget sigende er undertitlen på hendes artikel: ”Can science and policy catch up with practice?" Hun udtrykker i artiklen en tro på, at lovgivning kan og skal formuleres på baggrund af videnskabelig viden. Problemet er i hendes optik, at ”Without knowing more about the prevalence, risks, and benefits of these brain interventions, it is difficult to formulate useful policy” (Farah 2015:380). Det er i denne sammenhæng vigtigt at gøre opmærksom på, at Farah er fortaler for ændret lovgivning på området og gerne ser en større accept af medicinsk optimering.
Brugerne af study drugs lader til at 'udnytte' den manglende viden på området til selv at eksperimentere med virkningen. Der lader ikke til at være nogen autoritet, der entydigt kan sige, om medikamentet virker eller ej, så folk lader til at tage sagen i egen hånd. Her er internet-forums som Reddit og Psykedelia særligt aktive platforme for erfaringsudveksling. Det er vores opfattelse, at studerende, der bruger disse stoffer, først og fremmest søger information på disse platforme. De har således mere tillid til hinandens oplevelser og erfaringer end til autoriteters (advarende) råd eller videnskabens eksplicitte ’ikke-viden’.
På denne baggrund er det interessant at undersøge, om brugerne fungerer som lægmands-eksperter, der søger muligheder gennem internetbaserede fællesskaber? Bibringer den videnskabelige ikke-viden en slags ”democratizing force”, eller hvem står egentlig i en position til at udnytte denne usikkerhed (McGoey 2010:153f)? På den ene side bruger studerende stoffet, hvorved de kan siges at 'udnytte' den gældende ikke-viden til at sætte deres egne erfaringer ind som gældende ekspertise. På den anden side er det ikke de studerendes stemme, vi finder i den offentlige debat: det er forskere, filosoffer og andre typer eksperter.
I Farahs foreslåede sammenhæng mellem videnskab og lovgivning, handler spørgsmålet om lovgivning i høj grad om mængden af sikker videnskabelig viden. Her tager man noget fra videnskaben over i politik, hvor det skal stå som fakta; videnskab som sådan-er-det-bare.
På denne baggrund finder vi det relevant at undersøge, hvordan stoffet methylphenidate er blevet undersøgt og forstået i et bredere forskningsperspektiv. Dette gøres for at illustrere, at det ikke blot handler om at vide mere om stoffets udbredelse, effekt og risici i en optimerings-kontekst, men også om de forståelsesrammer, som stoffet normalt indgår.
Scientometrisk kort
Nedenstående overordnede kort over forfattere, søgeord og tidsskrifter viser, at forskning vedrørende methylphenidate berør så forskellige områder som ADHD og -behandling samt dopamin, afhængighed og kokain som mindre felter. Vi tolker kortet således, at stoffet hovedsageligt er blevet undersøgt på to overordnede videnskabelige områder, her repræsenseret ved de to forskere, der har udgivet mest om emnet:
Dr. Joseph Biederman, Professor i psykiatri ved Massachusetts General Hospital.
Dr. Nora Volkow, der er psykiater og direktør ved NIDA (National Institute of Drug Abuse)
Disse to forskere undersøger begge egenskaber ved methylphenidate, men gør det i to helt forskellige videnskabelige rammer. Hos Biederman er stoffet et middel til helbredelse og ses altså som medicin. Hos Volkow ses stoffet som et rusmiddel, der kan sammenlignes med kokain og har potentiale til afhængighedsskabelse. Ingen af de to henviser til hinandens artikler, hvilket vi tolker som, at de indgår i to forskellige videnskabelige miljøer. Dette ser vi som udtryk for en slags ”issue framing”, der i vores optik stammer fra videnskaben og derfor er meget stærke – også i den offentlige forståelse af stoffet. Brugen af stoffet som optimerende passer som udgangspunkt ikke ind i disse to forståelser af stoffet og indtager derfor en marginal position.
Èn af årsagerne til, at brugen af study drugs intuitivt bliver anset som et problem kan siges at være fordi, at denne brug bryder med begge overstående forståelser af stoffet. Brugen blandt de studerende og andre udfordrer disse gængse ”frames” og skaber en ny.
Dette er med til at skabe og forme kontroversen. En god del af de gældende aktører overtager et syn på study drugs som enten medicin, der bør bruges til ”syge” mennesker og ikke raske, eller som et misbrug og dermed udtryk for afvigende adfærd. Det er ligeledes i denne optik, at reguleringen af stoffet er indført og brugen til optimering fortsat er ulovlig. Tænk fx her på Etisk Råd, der har været med til at skabe konsensus i Danmark. En konsensus, der vel at mærke i høj grad bygger på eksisterende forståelser af stofferne som enten medicin eller misbrugsstof. Det kræver i vores optik en stor mængde arbejde at udfordre disse etablerede ”frames”, bl.a. grundet lovgivning. Som vi har set, udfordrer de studerende ikke disse frames offentligt. Dette mener vi bunder i, at de mangler den fornødne legitimitet eller "sociale kapital” (McGoey 2010:155).