Konsensus i kontroversen om studiestoffer
Hvad er konsensus?
Maja Horst og Alan Irwin (2009) beskriver begrebet om konsensus som en politisk og ideologisk formation, som i Danmark har rødder i N. F. S. Grundtvigs koncept om folkelighed (Horst og Irwin 2009: 9f). Med dette menes ikke, at Grundtvig egenhændigt og i et kulturelt vakuum har fastlagt Danmarks nutidige dialogiske kontroverskultur, men snarere at man i moderne politiske institutioner kan se spor af det grundtvianske ideal om folkelighed og folkelig oplysning (ibid.: 8f). Denne forståelse af konsensus indebærer et aspekt, som forfatterne kalder ”being at ease”, hvilket vil sige en tilstand, hvor man, populært sagt, er enige om at være uenige (ibid.: 3). Forfatterne understreger, at der i det danske egalitariske 'jantelovs'-samfund ikke er principiel forskel på værdien af hhv. eksperters og lægmænds holdninger (ibid.: 11). Konsensus handler altså ikke kun om enighed blandt eksperter og lovgivere, men også om inddragelse af og respekt for alle borgere. I dette perspektiv er folkelighed essentielt for legitim konsensus.
I Danmark er to institutioner særlige manifestationer for konsensuskulturen og folkelighedsidealet: Teknologi Rådet og Etisk Råd. Førstnævnte afholder konferencer, der er åbne og imødekommende over for offentligheden, mens sidstnævnte er en ekspertkomite, der både skal fungere som politiske rådgivere og inspirere offentlig debat (ibid.: 7). Teori og praksis er dog som regel to meget forskellige sfærer, og trods de bedste intentioner viser det sig som regel, at Etisk Råds politiske pondus er begrænset (ibid.: 8). Eksempelvis udgav Etisk Råd i 2009 en redegørelse, hvor rådets eksperter erklærede, at studiestoffer er en problematisk praksis, som bør forblive ulovligt. I Danmark har der været begrænset offentlig debat om brug af Ritalin til medicinsk optimering, og det er sjældent med referencer til Etisk Råds redegørelse. Ikke desto mindre er Etisk Råd en del af konsensuskulturen i Danmark, og som byggeblok i dette paradigme medvirker rådet til at skabe konsensus. I USA findes der ikke lignende institutioner, og man ser derfor ikke den samme form for konsensus. Andre organisationer kan dog være interessante at se på i denne sammenhæng, fx American Academy of Neurology (AAN), som arbejder på en udredning af studiestoffer. Organisationens retningslinjer for ”developing evidence-based practice” har flere trin, som foruden peer review og forfatteres gensvar også indebærer offentlige kommentarer i form af et 30-dages vindue på AAN’s hjemmeside, hvor offentligheden kan bidrage med kommentarer (AAN 2011: 30). Denne imødekommenhed over for lægmænds kommentarer deler visse ligheder med den danske konsensuskultur, men en vigtig forskel er, at offentligheden her kun inddrages sidst i processen. Det grundtvianske ideal om folkelighed advokerer for lige deltagelse af både eksperter og lægmænd fra start til slut.
Konsensus om studiestoffer
Man kan forstå de offentlige institutioners (manglende) deltagelse i debatten og deraf følgende stillingtagen som et udtryk for forsigtighedsprincippet: bivirkninger ved brug af disse præparater på denne måde er endnu ukendte, og det er derfor sikrest at lade det være ulovligt. Det er ganske givet en del af forklaringen på, hvorfor der ikke er større politisk eller offentlig interesse for kontroversen, men det kan ikke være den eneste forklaring. Eksempelvis er det også ulovligt at bruge hash til andre formål end meget specifikke behandlingsformer, men legalisering af hash bliver med jævne mellemrum debatteret og kommenteret i diverse fora. Der må altså være noget ved selve kontroversen om studiestoffer, som gør, at den offentlige debat er sporadisk, mens den politiske debat er nærmest fraværende.
Der kan være flere mulige forklaringer. Det kan tænkes, at den videnskabelige kontrovers omhandlende virkninger og bivirkninger er for teknisk til at være tilgængelig og forståelig for lægmænd. Neurologi er biologiens svar på raketvidenskab, og forskning i hjernens kendte og ukendte mekanismer består af et væld af tekniske formuleringer og begreber, som ligger langt ud over de flestes viden. Manglende viden om og forståelse af hjerneforskning kan derved være medvirkende til at begrænse debatten om studiestoffer, fordi man ganske simpelt ikke forstår, hvad kontroversen går ud på – især ikke når forskerne selv er usikre på fakta. Herudover er studiestoffer, som begrebet selv antyder, ikke nødvendigvis noget, der har betydning for den brede befolkning. Ifølge amerikanske og danske undersøgelser er det hovedsagligt et fåtal af studerende, der bruger det i særlige perioder, og der har kun sjældent været rapporteret om tilfælde af overdoser eller særligt alvorlige bivirkninger.
Francis Chateurayneaud og Didier Torny (2005) har undersøgt, hvordan samfund mobiliseres, når potentielle og reelle kriser skal håndteres. De har identificeret to forskellige modeller for håndtering af kollektive risici. Ifølge den ene model kan samfund altid regulere kriser og lære af fejltagelser, som har ført til katastrofer – selvom denne proces kan tage lang tid og kræve mange ressourcer. I den anden model er kriser et konstant vilkår for samfund, som kræver prioritering og omprioritering af ressourcer (Chateurayneaud og Torny: 2005). Forfatterne fokuserer på aktørernes mulighed for at slå alarm og hvilken betydning det har i de to modeller. At slå alarm er en tilkendegivelse af, at aktøren ikke længere kan kontrollere situationen og kan ses som et råb om både hjælp og opmærksomhed (ibid.: 2). Det handler om offentlighedens sikkerhed og om at sikre optimal håndtering af risici, hvorfor alarmer kan siges at have til formål at vække interesse for en problematik hos aktører, der ikke er direkte involveret i håndteringen af den (ibid.: 3). Det kan eksempelvis foregå via medier for at vække den offentlige bevidsthed og derigennem gøre yderligere handling nødvendig hos ansvarshaverne.
Et interessant aspekt ved kontroverser er den såkaldte ”silent period”, som beskriver en diskrepans mellem de direkte involveredes handlinger og offentlighedens interesse for kontroversen (ibid.: 4). Silent period er en mulig, men ikke nødvendig fase i kontroverser, og det synes umiddelbart at kunne bruges til at beskrive den politiske passivitet i kontroversen om studiestoffer. Brugerne og eksperterne er særdeles aktive, mens den offentlige interesse er begrænset. Ifølge Chateurayneaud og Torny kan disse aktørers handlinger stimulere offentlig interesse gennem mediering, som kan ske på talrige måder i de såkaldte informationssamfund. Protestbevægelser og debat på sociale medier kan skabe politiske strømninger og kan føre til det, som forfatterne kalder ”crisis communication” (ibid.: 12). Det er typisk kendetegnet ved en tendens til at overdrive elementer ved kontroversen, men som bekendt kan overdrivelse fremme forståelsen. Som illustreret ved vores netværksanalyse og scientometriske analyse er der relativt stor aktivitet i både forskningsverdenen og særlige sociale fora i forhold til studiestoffer, hvorfor det er rimeligt at formode, at denne aktivitet kan flyde over i offentligheden i større grad, end det hidtil har været tilfældet. Det kan eksempelvis tænkes, at forskere, der taler for medicinsk optimering, vil få støtte af brugere, som har glæde af Ritalin og Adderall. Det samme gør sig gældende for skeptiske eksperter og eks-brugere, og disse fløje kan forstærkes i en offentlig debat, hvor holdninger og fakta bringes i spil.
Det er ikke til at sige, hvilken af de to fløje, der slår alarm først og højest: dem med ønsket om legalisering, eller dem med ønsket om stadig regulering. Uanset hvad ville en sådan debat være ønskværdig i forhold til det grundtvianske ideal om folkelighed. Det handler om processen, ikke resultatet. I kontroversen om studiestoffer er der ganske vist konsensus, til dels fordi de offentlige institutioners stillingtagen beror på en status quo-forståelse af stofferne: al medicin er ulovligt at bruge udover det forbrug, der udskrives recept til, og hvorfor skulle det være anderledes for Ritalin? Baseret på vores undersøgelse har der ganske vist været debat om brugen af studiestoffer, men det er primært foregået i de traditionelle frames, hvor et stof, groft sagt, enten er lægemiddel eller rusmiddel. Den nye frame om medicinsk optimering har potentiale til at udfordre de traditionelle forståelser, men den eksisterende konsensus i Danmark, som til dels er båret frem af Etisk Råd, bærer endnu præg af en dikotomisk opfattelse af stoffer: hvis det bruges normaliserende, er det medicin, og hvis det bruges optimerende, er det rusmiddel.
Maja Horst og Alan Irwin (2009) beskriver begrebet om konsensus som en politisk og ideologisk formation, som i Danmark har rødder i N. F. S. Grundtvigs koncept om folkelighed (Horst og Irwin 2009: 9f). Med dette menes ikke, at Grundtvig egenhændigt og i et kulturelt vakuum har fastlagt Danmarks nutidige dialogiske kontroverskultur, men snarere at man i moderne politiske institutioner kan se spor af det grundtvianske ideal om folkelighed og folkelig oplysning (ibid.: 8f). Denne forståelse af konsensus indebærer et aspekt, som forfatterne kalder ”being at ease”, hvilket vil sige en tilstand, hvor man, populært sagt, er enige om at være uenige (ibid.: 3). Forfatterne understreger, at der i det danske egalitariske 'jantelovs'-samfund ikke er principiel forskel på værdien af hhv. eksperters og lægmænds holdninger (ibid.: 11). Konsensus handler altså ikke kun om enighed blandt eksperter og lovgivere, men også om inddragelse af og respekt for alle borgere. I dette perspektiv er folkelighed essentielt for legitim konsensus.
I Danmark er to institutioner særlige manifestationer for konsensuskulturen og folkelighedsidealet: Teknologi Rådet og Etisk Råd. Førstnævnte afholder konferencer, der er åbne og imødekommende over for offentligheden, mens sidstnævnte er en ekspertkomite, der både skal fungere som politiske rådgivere og inspirere offentlig debat (ibid.: 7). Teori og praksis er dog som regel to meget forskellige sfærer, og trods de bedste intentioner viser det sig som regel, at Etisk Råds politiske pondus er begrænset (ibid.: 8). Eksempelvis udgav Etisk Råd i 2009 en redegørelse, hvor rådets eksperter erklærede, at studiestoffer er en problematisk praksis, som bør forblive ulovligt. I Danmark har der været begrænset offentlig debat om brug af Ritalin til medicinsk optimering, og det er sjældent med referencer til Etisk Råds redegørelse. Ikke desto mindre er Etisk Råd en del af konsensuskulturen i Danmark, og som byggeblok i dette paradigme medvirker rådet til at skabe konsensus. I USA findes der ikke lignende institutioner, og man ser derfor ikke den samme form for konsensus. Andre organisationer kan dog være interessante at se på i denne sammenhæng, fx American Academy of Neurology (AAN), som arbejder på en udredning af studiestoffer. Organisationens retningslinjer for ”developing evidence-based practice” har flere trin, som foruden peer review og forfatteres gensvar også indebærer offentlige kommentarer i form af et 30-dages vindue på AAN’s hjemmeside, hvor offentligheden kan bidrage med kommentarer (AAN 2011: 30). Denne imødekommenhed over for lægmænds kommentarer deler visse ligheder med den danske konsensuskultur, men en vigtig forskel er, at offentligheden her kun inddrages sidst i processen. Det grundtvianske ideal om folkelighed advokerer for lige deltagelse af både eksperter og lægmænd fra start til slut.
Konsensus om studiestoffer
Man kan forstå de offentlige institutioners (manglende) deltagelse i debatten og deraf følgende stillingtagen som et udtryk for forsigtighedsprincippet: bivirkninger ved brug af disse præparater på denne måde er endnu ukendte, og det er derfor sikrest at lade det være ulovligt. Det er ganske givet en del af forklaringen på, hvorfor der ikke er større politisk eller offentlig interesse for kontroversen, men det kan ikke være den eneste forklaring. Eksempelvis er det også ulovligt at bruge hash til andre formål end meget specifikke behandlingsformer, men legalisering af hash bliver med jævne mellemrum debatteret og kommenteret i diverse fora. Der må altså være noget ved selve kontroversen om studiestoffer, som gør, at den offentlige debat er sporadisk, mens den politiske debat er nærmest fraværende.
Der kan være flere mulige forklaringer. Det kan tænkes, at den videnskabelige kontrovers omhandlende virkninger og bivirkninger er for teknisk til at være tilgængelig og forståelig for lægmænd. Neurologi er biologiens svar på raketvidenskab, og forskning i hjernens kendte og ukendte mekanismer består af et væld af tekniske formuleringer og begreber, som ligger langt ud over de flestes viden. Manglende viden om og forståelse af hjerneforskning kan derved være medvirkende til at begrænse debatten om studiestoffer, fordi man ganske simpelt ikke forstår, hvad kontroversen går ud på – især ikke når forskerne selv er usikre på fakta. Herudover er studiestoffer, som begrebet selv antyder, ikke nødvendigvis noget, der har betydning for den brede befolkning. Ifølge amerikanske og danske undersøgelser er det hovedsagligt et fåtal af studerende, der bruger det i særlige perioder, og der har kun sjældent været rapporteret om tilfælde af overdoser eller særligt alvorlige bivirkninger.
Francis Chateurayneaud og Didier Torny (2005) har undersøgt, hvordan samfund mobiliseres, når potentielle og reelle kriser skal håndteres. De har identificeret to forskellige modeller for håndtering af kollektive risici. Ifølge den ene model kan samfund altid regulere kriser og lære af fejltagelser, som har ført til katastrofer – selvom denne proces kan tage lang tid og kræve mange ressourcer. I den anden model er kriser et konstant vilkår for samfund, som kræver prioritering og omprioritering af ressourcer (Chateurayneaud og Torny: 2005). Forfatterne fokuserer på aktørernes mulighed for at slå alarm og hvilken betydning det har i de to modeller. At slå alarm er en tilkendegivelse af, at aktøren ikke længere kan kontrollere situationen og kan ses som et råb om både hjælp og opmærksomhed (ibid.: 2). Det handler om offentlighedens sikkerhed og om at sikre optimal håndtering af risici, hvorfor alarmer kan siges at have til formål at vække interesse for en problematik hos aktører, der ikke er direkte involveret i håndteringen af den (ibid.: 3). Det kan eksempelvis foregå via medier for at vække den offentlige bevidsthed og derigennem gøre yderligere handling nødvendig hos ansvarshaverne.
Et interessant aspekt ved kontroverser er den såkaldte ”silent period”, som beskriver en diskrepans mellem de direkte involveredes handlinger og offentlighedens interesse for kontroversen (ibid.: 4). Silent period er en mulig, men ikke nødvendig fase i kontroverser, og det synes umiddelbart at kunne bruges til at beskrive den politiske passivitet i kontroversen om studiestoffer. Brugerne og eksperterne er særdeles aktive, mens den offentlige interesse er begrænset. Ifølge Chateurayneaud og Torny kan disse aktørers handlinger stimulere offentlig interesse gennem mediering, som kan ske på talrige måder i de såkaldte informationssamfund. Protestbevægelser og debat på sociale medier kan skabe politiske strømninger og kan føre til det, som forfatterne kalder ”crisis communication” (ibid.: 12). Det er typisk kendetegnet ved en tendens til at overdrive elementer ved kontroversen, men som bekendt kan overdrivelse fremme forståelsen. Som illustreret ved vores netværksanalyse og scientometriske analyse er der relativt stor aktivitet i både forskningsverdenen og særlige sociale fora i forhold til studiestoffer, hvorfor det er rimeligt at formode, at denne aktivitet kan flyde over i offentligheden i større grad, end det hidtil har været tilfældet. Det kan eksempelvis tænkes, at forskere, der taler for medicinsk optimering, vil få støtte af brugere, som har glæde af Ritalin og Adderall. Det samme gør sig gældende for skeptiske eksperter og eks-brugere, og disse fløje kan forstærkes i en offentlig debat, hvor holdninger og fakta bringes i spil.
Det er ikke til at sige, hvilken af de to fløje, der slår alarm først og højest: dem med ønsket om legalisering, eller dem med ønsket om stadig regulering. Uanset hvad ville en sådan debat være ønskværdig i forhold til det grundtvianske ideal om folkelighed. Det handler om processen, ikke resultatet. I kontroversen om studiestoffer er der ganske vist konsensus, til dels fordi de offentlige institutioners stillingtagen beror på en status quo-forståelse af stofferne: al medicin er ulovligt at bruge udover det forbrug, der udskrives recept til, og hvorfor skulle det være anderledes for Ritalin? Baseret på vores undersøgelse har der ganske vist været debat om brugen af studiestoffer, men det er primært foregået i de traditionelle frames, hvor et stof, groft sagt, enten er lægemiddel eller rusmiddel. Den nye frame om medicinsk optimering har potentiale til at udfordre de traditionelle forståelser, men den eksisterende konsensus i Danmark, som til dels er båret frem af Etisk Råd, bærer endnu præg af en dikotomisk opfattelse af stoffer: hvis det bruges normaliserende, er det medicin, og hvis det bruges optimerende, er det rusmiddel.