Hvad er studiestoffer? Hvordan virker de? Det er to grundlæggende spørgsmål, der er essentielle for at forstå denne kontrovers. Desværre kræver det mere end grundlæggende viden om neurologi og toksikologi at forstå virkning og bivirkning ved medicinske præparater, og den følgende redegørelse af Ritalin og Adderall bærer derfor præg af, at vi ikke er eksperter. Vi er sociologer, der søger at opnå en umiddelbar forståelse af en kompliceret kontrovers.
Selv hvis vi havde haft mulighed for at opsøge eksperter eller endog havde haft fyldestgørende adgang til dem, er det ikke sikkert at vi kunne have opnået det, som Collins og Evans (2007) kalder interaktionel ekspertise (Collins og Evans 2007: 33). Videnskab er en videnskab, og vi må erkende, at om end vi har en interesse for det naturvidenskabelige felt, har vi ganske simpelt ikke den nødvendige ekspertise for at forstå de neurologiske principper til fulde. Når det er sagt, vil vi dog alligevel forsøge at formidle vores forståelse af den videnskabelige kontrovers om studiestoffer. I det følgende præsenterer vi de to centrale præparater: hvad er de, og hvordan virker de? |
RitalinRitalin er et medicinsk præparat, som sælges i tabletform. Den aktive ingrediens kaldes methylphenidat hydroklorid, og det bruges til at behandle børn med diagnosen ADHD. Det virker ved at blokere for dopaminstransportere i hjernen, som ellers fjerner dopamin, når det er blevet frigivet. Ifølge et studie af Dr. Nora Volkow et al. (2001) kan dopamin på denne måde dæmpe forstyrrende ”background firing rates” (”baggrundsstøj”), som skyldes miljømæssig stimuli.
Dopamin er ligesom serotonin kendt som et såkaldt ”glædeshormon”, men virkeligheden er lidt mere kompliceret. Begge hormoner er involveret i flere forskellige følelsesprocesser, og særligt interessant er dopamins rolle for motivation. Forskning i ADHD har vist, at nogle patienter muligvis har for lavt dopaminniveau i hjernen, fordi de har for mange dopamintransporterer. Her kan methylphenidat hjælpe ved at blokere for neuronerne, så det relative dopaminniveau stiger, og barnet bliver bedre i stand til at bevare interessen for eksempelvis øvelser i algebra og grammatik. Kokain, alkohol og amfetamin virker på samme som methylphenidat, men fordi det tager op til en time for en dosis methylphenidat at nå hjernen og give den ønskede effekt, er der grund til at tro, at det derfor ikke er lige så afhængighedsskabende. Der er dog risiko for, at uautoriseret brug af methylphenidattabletter kan resulterer i afhængighed, fx hvis tabletterne knuses og sniffes, så dosen når hjernen hurtigere. Generelt findes Ritalin som depottabletter, hvilket vil sige, at der sker en gradvis frigivelse af det aktive stof, hvilket sikrer en langvarig optagelse og derved længerevarende virkning. |
AdderallAdderall er et medicinsk præparat, som sælges i tabletform. Kemisk set er det en anelse mere kompliceret at forklare end Ritalin, men gøres et kort forsøg for lægmænd: Adderall er en blanding af to stereoisomer af amfetamin. Stereoisomer er molekyler, som består af de samme atomer i den samme rækkefølge, men på forskellige positioner i et 3-dimensionelt perspektiv. Adderall er altså et amfetaminlignende præparat, hvis præcise kemiske komposition har betydning for dets virkning.
Adderall fungerer på samme måde som dopamin, norepinephrin og epinephrin, nok bedre kendt som adrenalin. Norepinephrin er et stresshormon, som spiller en vigtig rolle som signalstof i hjernen i forbindelse med opmærksomhed og reaktive handlinger. Epinephrin, eller adrenalin, er kendt som ”fight or flight”-hormonet, fordi det stimulerer de fysiologiske mekanismer, der gør det muligt at præstere ekstra i pressede situationer, fordi det bl.a. optimerer reaktionsevne. Adderall kan give en euforisk og positiv følelse ved at blokere for de transportere, der fjerner de såkaldte catecholamine hormoner og neurotransmittere – hvilket i bund og grund er den samme måde, som Ritalin fungerer på. Præparaterne øger ikke som sådan hormonproduktionen, men lukker ganske simpelt for den neurologiske funktion, som regulerer optagelsen og dermed følsomheden over for disse hormoner. Ligesom ved Ritalin er spørgsmålet om afhængighed ikke endeligt besvaret. Adderall og methamfetamin er næsten identiske i både opbygning og virkning, men studier antyder, at methamfetamins ekstra metylgruppe gør det nemmere at opløse i lipider, altså fedtmolekyler, hvorfor det optages og virker mere effektivt. Adderalls stereoisomer er derved afgørende for virkninger og bivirkninger set i forhold til amfetamin: forskellen på receptpligtig medicin og ulovligt rusmiddel ligger i stereoisomernes præcise konstruktion. |